• danskeonlinemagasiner.dk

Hansens Værtshus

En del af Odenses musikhistorie


Skrevet af Lars Qvick, i samarbejde med dejlige og hjælpsomme mennesker

Jeg er født i Odense, og boede på Vesterbro til jeg var 12 år.

Så fandt mine forældre på at købe hus på den anden side af Otterup.


Æv...


Når jeg kigger på, hvad jeg laver i dag, og hvad jeg har lavet, af lokal-TV og onlinemagasiner, så kan jeg kun se det som en flytning, der var en stor fejl.


Jeg var lige begyndt at få smag for byens liv, da vi flyttede ud, hvor der ikke engang var gadelygter. Og busser var der, men blev senere sparret væk.


Musiklivet bestod af halfester én gang om måneden om vinteren, og Diskotek Perlen ved Hasmark om sommeren. Nårh ja... Det blev så også sparret væk.


Hurraaaaaaa...


Da jeg begyndte at arbejde med TV og video, var der en der foreslog at jeg kunne lave et program om Hansens Værtshus.


Men da jeg aldrig havde været der, eller kendte til stedet, synes jeg ikke at jeg var den rigtige. Men tankerne om det, blev alligevel ved med at rumstere.


I 2012 havde jeg fået øjnene op for onlinemagasiner, og fandt på at jeg ville lave mit eget... bare lige for at prøve. Og det regnede jeg så med, at omkring 25 af mine nærmeste facebookvenner og familie ville se... og så slut med det.


Det gik dog lidt anderledes. For i 2012 døde Erik Robert Hansen, som havde haft Hansens Værtshus. Og hvor en stor del af Odenses musikere havde trådt... ja måske ikke deres barnesko, men sikkert deres spidse cowboystøvler.


Jeg gik og skumlede over, at nu kunne jeg jo ikke lave det program om Hansens Værtshus.


Men... I stedet tog jeg fat i nogle af de søde og dejlige mennesker der havde arbejdet der og spillet der. Og det er nok den artikel, jeg er mest glad for at have lavet.


Det blev så til 14 sider med tekst og billeder, i første nummer af Odense Magasinet.

Og i stedet for de 25 nærmeste, jeg havde regnet med ville se det... blev det set 750 gange på en uge. Det var godt at jeg gjorde det.


Stor tak til alle jer der har hjulpet med tekst og billeder.


Artiklerne kan læses her under, og i Odense Magasinet 1

Billeder fra bisættelse og gravøl på Lørups Vinstue

ERIK ROBERT HANSEN

Af Lene Nygaard Rosenqvist

Tidl. Musiker og ansat på Hansens Værtshus.

Farven sort er synonym med en række af store kunstnere.


Farven sort er elegant, den skaber ”klæder” i så vel rum som på og i mennesker.


Farven sort er omgivet af mystik og sensualitet, den er egenrådig og uovervindelig, den skaber folk.


Det sjove er bare, at farven sort slet ikke er en farve! Og sådan var det med mennesket Erik Hansen.


Skaberen af mangt og meget men ikke mindst ”Hansen´s Værtshus”.


Han var farven sort.


Erik formåede at skabe illusionen som mennesket higer efter. Han skabte drømme.

Nok mest for sig selv, men hvad han ikke så komme i kølvandet var, at hans drømme også var de unge Odenseaneres drømme.


Det forklarer, at Erik til sin død forblev unik og uden behov for, at behage eller tilfredsstille andre end sig selv.


Nu kan det lyde som en egocentrisk mand men det var langt fra tilfældet.


Erik forstod sig nemlig ikke blot på kunst men også på mennesket.


Alt imens vi unge mennesker mente at vide hvad der var bedst, smartest og mest hipt, stod han på sin ret og holdt stædigt fast i sin overbevisning, der havde båret ham langt længere ind i Danmarkshistorien end han selv kunne forstå.


Han kunne se hvad der kom forude, alt imens alle vi andre stod og undrede os over hvad der lige var kommet.


Altid et skridt forude stod Erik og samlede os op igen med sin varmhjertelige kynisme og sorte humor.


Vi blev smid ud, fik karantæne, kom ind i varmen igen, blev smidt ud, fik karantæne….


Således blev Hansen´s værtshus det hippe sted.


Det sted hvor alle der var noget inden for musikken mødtes.


Her kunne man som ung musiker gøre sine hoser grønne for de ”tunge drenge”, man fik lært udtryk som ”hul igennem” og ”lige i skabet”.


Man fik lært at drikke Albani og Bourbon med Jolly Cola, rafle løgn og råbe fisse ret ud i rummet.


Der var højt til loftet i Hansen´s kælder.


Som purung trådte jeg ind på Hansen´s værtshus første gang. Jeg havde hørt mange historier om at blandt andet Gasolin og Sanne Salomonsen havde spillet der og det var således med stor ydmyghed, at jeg trådte ind ad den brede dør første gang.


Men der hvor jeg for alvor forstod stedets legendariske position var en sen aften i august 1991.


Erik sad i døren, og jeg stod bag baren og bandet spillede svedende blues i kælderen.


Der var ikke mange mennesker oppe ved baren så jeg stod med hovedet begravet nede i boksene med øl og vand for at tælle lager.


Stående i den position hører jeg en mandstemme: ”Excuse me, Miss”.


Jeg rejser mig letter forlegen op ved at være opdaget i den stilling og glor med åben mund på manden med det lange mørke hår.


Han forklarer, at han og hans venner havde hørt om stedet og at de gerne ville ind og lave en jamsession men den gamle mand ved døren talte ret dårligt engelsk.


Jeg beder manden følge med, og jeg nærmest løber ud til Erik med manden halsende efter.


”Erik, for pokker, luk dem ind. Kan du ikke se hvem de er?” næsten råber jeg.


Erik svarer:” Jeg gider sgu´ ikke have de langhårede hippier ind, de laver bare ballade og stikker sig selv i armene med hash”.


Efter en del forhandling Erik og jeg imellem, alt imens de langhårede drenge stod og så måbende til, fik de lov at komme ind og spille. Men på den betingelse, at det var mit ansvar og at de ikke fik noget for det.


Jeg gennede de langhårede ned i baglokalet, løb op efter to kasser Albani og en flaske Bourbon.


Kort tid efter bragede Hammonorglet og Ian Gillian fra Deep Purple sang ”Smoke on the wather” lige dér midt i Hansen´s kælder.


Tak for altings fest, Erik.


Lene Nygaard Rosenqvist

Tidl. Musiker og ansat på Hansens Værtshus.

Om Hansen´s Værtshus

Af Frede ”Fup” Norbrink


Hansens Værtshus betød helt utroligt meget for os i bandet "Frede Fup" fordi vi oprindeligt var et jamsessionband der kun spillede sammen fordi vi ikke havde andet at lave.


Vores sidste som dette, var på Hansens værtshus 28. marts 1980, hvorefter vi så ville opløse bandet.


I Odense havde man fået den ide, at navnet var et dæknavn for gendannelse af Gasolin, så der var stopfyldt da vi gik på scenen.

Først gik Wili Jønsson på scenen, vild jubel.


Så gik Bjørn Uglebjerg ind, vild jubel.


Så kom Thomas Grue, vild jubel.


Så kom Jan Ettrup, folk blev lidt forvirrede.


Til sidst kom jeg, Frede Norbrink, så blev der helt stille.


Så startede vi og væltede hele lortet, og fra den dag blev "Frede Fup" et rigtigt band og resten af historien blev historie.


Frede Norbrink - Kaj og Stjernerne


Mig og Hansen

Af Hans Mydtskov



Første gang jeg trådte ind på Hansens Værtshus, tænkte jeg, at det var det fedeste sted, jeg nogensinde havde været.


Det var i foråret 1977 og jeg var 15 år og gik i 2. real.


Jeg boede i Skt. Klemens lidt uden for Odense og havde aldrig bevæget mig i byens natteliv før.


Imidlertid havde jeg læst i avisen, at den svenske guitarist Janne Schaffer skulle spille på Hansen's den aften.


Selv om jeg ikke helt vidste, hvem han var, havde det hele en magisk tiltrækningskraft, og jeg tænkte, at jeg måtte derind.


Mine forældre synes imidlertid ikke, at det var nogen god ide, da jeg spurgte dem og jeg fik et blankt nej.


Derfor ventede jeg til de gik i seng, lod som om jeg gjorde det samme og listede mig ud og tog den sidste bus ind til byen.


Hen til Asylgade, ind i forhallen med de sorte vægge, ind ad døren til selve værtshuset og så kunne jeg høre musikken nede fra kælderen.


Hen og stå på trappen og se Schaffer og hans band - som for øvrigt var hele ABBA's backing.


Det vidste jeg ikke på det tidspunkt og jeg havde sikkert også været ligeglad, for det var "diskerne", der hørte ABBA.


Det var helt magisk.


Stedet, musikken og de mennesker der var der, repræsenterede alt det, jeg gerne ville være i foråret 1977.


Efter sommerferien det år begyndte jeg i gymnasiet og Hansens Værtshus blev en del af tilværelsen for mig og mine venner.


Det var meget simpelt på det tidspunkt: "diskerne" gik på Tordenskjold, "rockerne" gik på Putte's Rockcafé og "flipperne" gik på Hansen's.


Der var selvfølgelig også andre steder, hvor man kom ind imellem, og også en sjælden gang et 'cross over' til fjendens lejr, men i store træk, var det sådan det var.


Jeg havde de vildeste oplevelser, når Entrance, Bazaar, Jukka Tolonen, Gnags, Buki Yamaz, Wasa Express, Egba, Sebastian, Skousen/Ingemann, Povl Dissing og alle mulige andre spillede.


Her oplevede jeg mine helte - folk som Kasper Winding, Kenneth Knudsen, Bo Stief og Peter Ingemann.


Jeg bemærkede også den lille tætte mand med fuldskægget og den lidt munkeagtige frisure, der var lidt vredladen og utilnærmelig for sådan nogle gymnasiedrenge som os.


Da jeg var færdig med gymnasiet var det blevet 1980.


Det år spillede jeg selv på Hansen's for første gang.


Som altid i de år var der fuldt hus - lige meget hvad eller hvem der spillede.


Vi fik 10.000 på døren!


Det var den deal alle spillede på - døren.


Man fik simpelthen, hvad der kom ind i entré - og det var ikke så lidt.


Det var ikke uden grund, at Hansens Værtshus var landets mest populære spillested blandt musikerne.


Der var masser af mennesker, man blev godt betalt og Erik Hansen elskede at hænge ud med musikerne. Han viste sig nemlig slet ikke at være så utilnærmelig.


Det var på Hansens Værtshus jeg blev musiker.


I 1981 begyndte jeg også at arbejde i baren på Hansens Værtshus.


Jeg var der alligevel altid, så det virkede som en god idé.


Det havde mange fordele: man sprang køen over, øllene var lidt billigere, man kunne altid få lønforskud i baren - man var lidt tættere på nogle af de musikere, som man beundrede.


At man så samtidig spillede der selv en gang imellem, gjorde kun identifikationskraften stærkere, når man var der som publikum.


I de år var Hansens Værtshus verdens centrum og det var én lang fest.


Alle dem man helst ville hænge ud med kom der - jeg husker det som en sorgløs tid.


Erik Hansen var selvfølgelig chefen, men han festede nu lige så meget som alle os andre.


Han var en følsom mand og kunne være temmelig lunefuld, men man behøvede aldrig at tvivle på hans loyalitet og opbakning.


Han var sindssyg sjov at være sammen med og det forhold, jeg fik til ham der, varede ved (med undtagelse af et års tid, hvor jeg tog et job som dj på Boggies - det tog han temmelig ilde op, men kun indtil jeg holdt op igen.)


I begyndelsen af 80'erne hed orkestrene Sneakers, Frede Fup, Tøsedrengene, Suvirvors, News, Nanna, Kick..... foruden hele den lokale scene, som jeg selv var en del af. Det var egentlig de samme musikere, som spillede der i slutningen af 70'erne.


Nu var alle bare begyndt at spille pop og scenen ændrede sig markant i de år. Fordi dem der var bedst til at spille, begyndte at lave langt mere tilgængelig musik, opnåede danske orkestre en enorm popularitet og de blev efterhånden for store til spillesteder som Hansens Værtshus.


Sidst i 80'erne var der ikke længere kø udenfor hver aften, og Erik forsøgte sig med andre steder. Bl.a. Kranen i Brandts Passage, hvor jeg spillede et utal af gange sammen med mine kumpaner Ole og Kell.

Erik Hansen skabte rammerne for nogle at de lykkeligste øjeblikke i min ungdom.


Han gav mig og mange andre muligheden for at lave det vi allerhelst ville - nemlig at stå på en scene og spille.


Det kan jeg ikke takke ham nok for.


Hans Mydtskov maj 2012.

Billeder venligst udlånt af Rudi Senf


Ode til en institution

Af Søren Land.


Hansen's Værtshus lå i Asylgade lige pladask midt i Odense.


Engang havde det heddet Diligencen, men så blev det købt af en lille, rund og vrissen mand med fuldskæg, der hed Hansen til efternavn.


Hansen kylede nogle gamle afsyrede borde og bænke ind i lokalerne og smed nogle gamle emalje-reklameskilte op på væggene, og så var det, det hippeste spillested i 70'erne og langt op i 80'erne.


Intet mindre.


Alle spillede på Hansens Værtshus.


Og jeg mener alle: Gasolin', Thomas Helmig, Tøsedrengene, Ebba Grøn, Flo and Eddie, Buki Yamaz, Otto Brandenburg, TV*2, Kliché, Frede Fup, Gnags,, Sebastian for bare at nævne nogle få.


Udover de mange lokale musikere, som fik chancen for at spille på en af landets allerfineste scener.


Alle spillede i Hansens lille, mørke kælder med plads til cirka 150 tilskuere, hvis de rykkede meget, meget tæt sammen og brandmyndighederne havde noget andet at lave (hvad de heldigvis altid havde).


I begyndelsen var der altid kø foran Hansen's Værtshus. Og i begyndelsen stillede vi os op i køen og ventede halve og hele timer på at komme ind og få lidt skældud af Erik Hansen.


Der var altid noget galt med os, med kunderne, kunderne var nogle værre idioter.


Alligevel kom alle på Hansen's Værtshus, det var dér, man kunne høre tidens musik, score tidens kvinder, drikke tidens Odense og få skældud til tiden.


Når Hansen var i ræddi god, vrissen form, råbte han: "Pik og ål, to runde mål" højt ud i lokalerne.


Det var ikke mindst derfor, vi kom der hver weekend og et par af hverdagene med.


Vi kom der simpelthen ligeså meget på grund af Hansens egen underholdningsværdi, vi blev simpelthen venner af huset og venner med en af Odenses største kulturpersonligheder nogensinde.


På væggen på toilettet havde en skrevet: 'Inderst inde er vi alle Hansen'.


Det er vi stadig.


Selvom Hansen's Værtshus foldede i 1992 og manden bag Universets centrum i 16 år trådte endeligt ned fra scenen forleden.


Tak for at måtte være en del af din scene - og tak fordi, du blev del af vores.


Søren Land.


Sidste øl med Hansen:

Erik Hansen in memoriam

Af Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff



En dag i oktober 2007 mødte min gamle ven Troels Berg og jeg Hansen tilfældigt på Lørups. Hansen var i snakkehumør, og til sidst blev vi enige om at tænde mikrofonen og tale om gamle dage, for at eftertiden kunne få en fornemmelse af, hvordan det var.


Derfor kan du nu her i knap otte minutter få den sidste øl med Hansen, der også reflekterer over livet…


Lyt til interviewet her

Tusind tak til alle der har delt deres historier og billeder og lyd, med os andre.


Og en stor tak til alle i facebookgruppen Hansen´s værtshus, for at jeg måtte dele opslaget i jeres gruppe.


Venlig hilsen Lars Qvick - Danske Onlinemagasiner

575 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle